Så er Aalborg permanent klar til Coronatest. De midlertidige telte ved Sygehus Syd er blevet pillet ned og er erstattet af et telt, der forventes at skulle fungere de næste 2 år. Tiden må vise om fremkomsten af Corona-vaccine kommer til at forkorte tiden. Det håber vi selvfølgelig.

Teltet er udført af en dobbelt presenningsløsning med 10 cm selvoppusteligt skum imellem, akkurat på samme måde, som vi kender det fra nyere liggeunderlag. Teltet er dermed isoleret, men det skal alligevel opvarmes, så der bliver en behagelig temperatur for både personale og patienter.

DP ventilation a/s opstartede den 1. november montagen af et ventilationssystem, der dels kan opvarme teltet i vinterperioden, dels kan køle teltet i sommerperioden og dels kan sikre en luftudskiftning, så der er styr på hygiejnen. Kølingen kommer dog først til at fungere, når hospitalet selv får indkøbt en kølemaskine, der kan levere køleydelsen, men aggregatet er forberedt dertil.

Ventilationen er udført med indblæsning via dyser, der er placeret i hovedkanaler nær teltets kip. Udsugningen foregår via udsugningsåbninger placeret ved gulv og spredt ud på de forskellige prøvetagningspladser i teltet.

DP ventilation har også lavet lidt VVS, vores egen el-installation og leveret og idriftsat automatikken.
Alt blev afleveret til tiden, så der kunne opstartes prøvetagning den 1. december.

Så alt i alt en kort ekspeditionstid, der skyldes en god planlægning og naturligvis også vores gode og fleksible montører, der var klar til at rykke, når der var behov.

En spændende lille opgave er hermed afsluttet.