Ansætter ny chef på Sjælland

27. marts 2020

Med Karl-Erik Mousted som ny afdelingschef gør DP ventilation a/s klar til at styrke positionen på Sjælland.

Karl-Erik Mousted, 62, er netop tiltrådt som ny afdelingschef for DP ventilation a/s’ sjællandske afdeling i Glostrup. Han har en stærk baggrund i ventilationsbranchen, hvor han har arbejdet med projektledelse, personaleledelse og salg gennem mange år.

Erfaren leder på holdet

Karl-Erik Mousted kommer fra en kort periode som freelance-projektleder efter godt fem års ansættelse som blandt andet afdelingschef hos Kemp & Lauritzen. Tidligere har han gennem knap 15 år drevet egen ventilationsvirksomhed på Sjælland.

Det er derfor en profil med brancheerfaring og et solidt netværk på Sjælland, som øst for Storebælt fremover står i spidsen for DP ventilation a/s.

Stærkere markedsposition

I det nye job har Karl-Erik Mousted ansvar for salg, ledelse og forretningsudvikling på Sjælland – og den nye afdelingschef glæder sig over opgaven:

»Jeg har mindst 10 år tilbage på arbejdsmarkedet. Derfor er jeg meget bevidst gået efter at blive en del af et stærkt og professionelt team, som jeg kan være med til at præge og booste«, siger Karl-Erik Mousted. Han fortsætter:

»Min opgave er at løfte DP ventilation a/s på Sjælland. Hos både kunder og potentielle medarbejdere skal jeg øge kendskabet til det stærke set-up ejeren, Dat Ke Phan, har bygget op«. I den forbindelse fremhæver Karl-Erik Mousted blandt andet DP ventilation a/s som en solid og veldrevet virksomhed med flad organisation, korte beslutningsgange og et hold af dygtige medarbejdere, der projekterer, udfører og servicerer alle former for ventilationsanlæg.

Resultater gennem holdånd

»Min ledelsesstil bygger på holdånd og trivsel. Derfor vil jeg arbejde for at skabe de bedst mulige rammer for både nuværende og kommende medarbejdere. Et velfungerende team er nemlig det absolut bedste fundament for at skabe resultater«, mener Karl-Erik Mousted.

Ivan Mejrsk er vicedirektør hos DP ventilation a/s. Han mener, at Karl-Erik Mousted er den helt rigtige profil til afdelingen på Sjælland.

»De personlige relationer og nærvær til både medarbejdere og kunder er afgørende. Vi tror, at Karl-Erik Mousted med sin baggrund, ledelsesmæssige erfaring og lokale forankring er den helt rette til at styrke vores tilstedeværelse samt løfte og udvikle DP ventilation a/s på Sjælland«, udtaler Ivan Mejrsk.


Karl-Erik Mousted Ny chef hos DP ventilation a/S på Sjælland
Karl-Erik Mousted – ny afdelingschef hos DP ventilation a/s på Sjælland.

Søger du job?

Vi leder løbende efter dygtige folk, og du er derfor altid meget velkommen til at henvende dig uopfordret på telefon +45 8742 5542 og mail info@dpventilation.dk


Se de aktuelle ledige stillinger