Jørgen Jønne Larsen er tiltrådt som afdelingschef og medejer i DP ventilation syd a/s – vores nyetablerede datterselskab under DP ventilation a/s.

13. august 2021

Den 1. juni 2021 kunne vi hos DP ventilation a/s byde Jørgen Jønne Larsen velkommen som ny afdelingschef for Fyn, Syd- og Sønderjylland og medejer af vores nystiftede datterselskab, DP ventilation syd a/s.

Mangeårig erfaring fra ventilationsbranchen

Jørgen Jønne Larsen kommer til os med 25 års erfaring fra lignende stillinger i ventilationsbranchen og er oprindeligt uddannet ingeniør fra Odense Teknikum. Med sine kompetencer og viden inden for ventilation og ledelse ser han frem til ansvaret og udviklingsopgaven, som følger med rollerne som afdelingschef og partner.

»Jeg kender DP ventilation a/s som en seriøs aktør på det danske marked. Virksomheden har eksisteret nogenlunde lige så længe, som jeg selv har været i branchen – og er blandt andet stærk inden for store og avancerede ventilationsløsninger«, siger Jørgen Jønne Larsen.

Styrker positionen i Syddanmark

Jørgen Jønne Larsen har fokus på at skabe positive resultater gennem en styrkelse og udbygning af positionen i det sydlige Danmark, hvor vi allerede har afdelingskontorer i Kolding og Sønderborg.

»Planen er at etablere yderligere et kontor, som kommer til at ligge i Odense. På den måde kommer vi endnu tættere på vores kunder og igangværende projekter på Fyn«, fortæller Jørgen Jønne Larsen. Aktuelt står afdelingen i Syddanmark blandt andet i spidsen for ventilationsløsningen på et A. Enggaard-boligbyggeri med over 400 lejligheder, der pågår i Odense. Han slutter:

»Jeg kommer også til at bruge kræfter på at skabe stabilitet, teamånd og løbende kompetenceudvikling for medarbejderne i syd. På den måde kan vi også fremover sikre kunderne i regionen optimal projektstyring, udførelsesmæssig høj kvalitet og effektive ventilationsløsninger«.

Mere om ventilation på Fyn og i Syd- og Sønderjylland? Kontakt:

Afdelingschef og partner Jørgen Jønne Larsen
E-mail: jjl@dpventilation.dk
Tlf: +45 2938 0007

Jørgen Jønne Larsen DP ventilation


Læs flere nyheder fra DP ventilation a/s