Udnævnelser styrker ventilationsvirksomhed

29. august 2020

Tidligere projektleder Ebbe Stingsted er udnævnt til ny afdelingschef i Kolding og Sønderborg hos DP ventilation a/s. Han afløser Thomas Grosen Hansen, som fremover sætter fuld fokus på kunderne i rollen som salgschef.

DP ventilation a/s udvikler sig hurtigt og positivt i disse år. Udnævnelserne af henholdsvis Ebbe Stingsted som ny afdelingschef og Thomas Grosen Hansen som salgschef er et naturligt skridt i organisationens videreudvikling.

Ventilationsvirksomhed med fart på
Thomas Grosen Hansen og Ebbe Stingsted var i flere år kollegaer, inden de i 2017 begge kom til DP ventilation a/s. Her har de siden dannet arbejdsmæssigt makkerpar med fælles fokus på at styrke DP ventilation a/s’ position i den sydlige del af Danmark.

På kun tre år er de gået fra intet kontor til to kontorer i Region Syddanmark, fra 0 til godt 10 faste medarbejdere og en solid portefølje af kunder, der får løst en bred vifte af ventilationsopgaver i både Danmark og Tyskland.

Ebbe Stingsted, DP ventilation a/s’ nye afdelingschef i syd, fortæller:

»Der er sket en rivende udvikling, siden vi startede hos DP ventilation a/s. Ikke kun i vores region, men i hele virksomheden«. Han fortsætter:

»Der er blandt andet sat stærkt fokus på digitalisering og procesoptimering. Og så er vi vokset meget – både i forhold til omsætning, antal lokationer og medarbejdere«.

Rustet til fremtiden
»Organisation skal selvfølgelig matche den positive udvikling«, siger Thomas Grosen Hansen, der siden maj 2017 har været afdelingschef hos DP ventilation a/s og nu har titel af salgschef.

Han har de sidste år været dybt engageret i både opbygningen af de sønderjyske afdelinger og salgsarbejdet i regionen. Nu ser han frem til en ny fokuseret rolle, hvor han skal arbejde på at fastholde og udvikle kontakten til allerede eksisterende kunder og opdyrke nye kunderelationer på tværs af regionerne i DP ventilation a/s.

»At Ebbe tager over på den daglige ledelse og drift af afdelingerne i Kolding og Sønderborg betyder, at jeg fremover kan koncentrere mig om at styrke DP ventilation a/s’ position og vækst ved hjælp af tætte kunderelationer«, siger Thomas Grosen Hansen.

Fortsat vækstpotentiale
Thomas Grosen Hansen og Ebbe Stingsted er enige som, at der forsat er stort vækstpotentiale for DP ventilation a/s – både i den sydlige del af Danmark, men også i resten af landet. Den nye rollefordeling udnytter begges spidskompetencer optimalt og sikrer, at DP ventilation a/s er klædt godt på til fremtiden.

»Med en dedikeret salgschef får vi frigivet vigtige ressourcer til at lave en bredere og mere koordineret salgsindsats. Og jeg kan fremover fokusere 100 % på ledelse og udvikling af afdelingerne i Kolding og Sønderborg og vores projekter – og dermed sikre, at vi får udnyttet de potentialer som regionen rummer«, slutter Ebbe Stingsted.


DP ventilation Ebbe Stingsted-Thomas Grosen Hansen WEB
Ebbe Stingsted (tv) er udnævnt til ny afdelingschef hos DP ventilation a/s i Kolding og Sønderborg – en funktion Thomas Grosen Hansen (th) tidligere varetog. Fremadrettet skal Thomas Grosen Hansens kompetencer bruges til at styrke virksomhedens kunderelationer i rollen som salgschef.

Læs flere nyheder fra DP ventilation a/s